Velkommen til min billedverden
Jeg arbejder med mange forskellige medier:
 akryl, akvarel, foto, olie, papirklip, pastel, skulptur, tusch og afholder workshops og foredrag.
Jeg kan lide at gå legende til arbejdet, jeg undersøger hvad jeg kan med materialet, og lysets stemning, mit humør og dagens tilstand afspejler sig på mange måder i værkerne. 
Jeg arbejder under mottoet:

Nyheder - 7.Oktober
Efteråret har sat ind. Det blæser ude.
Det rusker i æbletræet, så jeg må ud at samle op og koge æblegrød. 
Det betyder gammeldags æblekage til aftenteen.
Galleriet er helt lukket, og nøglerne afleveret. Det er vemodigt, men godt. Til gengæld har jeg og min gallerikollega fået nøgler til et lokale vi kan låne til det bliver lejet ud. 
Vi kommer ikke til at holde åbent, men der kommer info i vinduerne og noget at se på. Det bliver fint.
September har stået på markeder og messe.
Først en tur i Storstrøms Fængsel til høstmarked. 
Det blev en dejlig dag, og tre Lollandske Væsner fik nye hjem. En meget lokalt og en anden skulle rejse hele vejen til USA.
To uger senere var der Sydhavsøernes Frugtfestival i Sakskøbing. Vi var tre lokale kunstnere der gik sammen om en udstilling 'På Kanten', fordi alting omkring den udstilling var 'lige på kanten'.
Fint besøgt og endnu et Lollandsk Væsen fik nyt hjem.
Og så kom endelig, den sidste weekend i september, den store ventede 'Kvinder&Kunst' i Hillerød. Det blev en spændende weekend, med nye kunstnerbekendtskaber, og masser af inspiration. 
Nu kommer en periode med lidt ro, hvor jeg skal have fuldført et par kommisionsopgaver der har været gemt for længe, ryddet op og gjort orden i alle mine ideer og materialer. (En større lottogevinst må godt snart falde i min turban, så jeg kan bygge laden om og få et stort opvarmet værksted der ;) ) 
Men jeg skal også forberede mig på en dommeropgave for Maribo Fotoklub. Jeg skal vurdere og rangere et antal fotos og begrunde mine valg skriftligt. Det bliver en sjov opgave.
Og så, inden jeg får set mig om, bliver det november og kursus via LOF i at male med en saks, Julemarked i både Nysted og på Middelaldercentret.
Jeg håber på at mine genbrugspåfund skaber glæde og bliver solgt.
Det er jo nu engang sjovest at tage mindre med hjem end man har med ud til et marked.